Naturturisme I/S blev oprindeligt stiftet i 2003 af de tidligere ni kommuner i Det Sydfynske Øhav for at sikre et ejerskab og gennemførelsen af Mål 2 projektet "Naturturisme i Det Sydfynske Øhav" frem til udgangen af 2006. I løbet af projektets fire år har vi etableret og udviklet en lang række faciliteter og aktiviteter i Det Sydfynske Øhav, der har styrket områdets image som en attraktiv destination for naturoplevelser. På land har vi eksempelvis etableret Øhavsstien (færdiggøres i første halvår af 2007), vi har støttet nye udflugtsmål i naturen på private arealer herunder Ærø Naturpark, vi har ydet tilskud til kulturhistoriske oplevelser herunder restaureringen af Kleven Havn, Museumsskibet Mjølner, Broholms gamle have (eventyrstien) og et arbejdende værksted på Svendborg Havn. Vi har ydet tilskud til nye offentlige opholdpladser ved kysten og på Øhavsstien. Ydermere var vi med i udviklingen af vildhesteprojektet på Sydlangeland og ydet økonomisk støtte til dets realisering. På vandet har hovedvægten været lagt på at udvikle mulighederne for havkajaksejlads under hensynstagen til både lokalbefolkningen og naturens interesser. Her har vi etableret nye anløbsteder, havkajakhavne, og havkajakfaciliteter, etableret fristeder for ynglefugle. Indenfor markedsføring og formidling har vi igennem flere år lavet det populære Øhavskort som samler området og dets mange muligheder. Vi har opbygget en hjemmesideportal til området på www.detsydfynskeohav.dk .Vi har udarbejdet markedsføringsmateriale som er distribueret i og udenfor Danmarks grænser. Vi har annonceret for Sydfyn i udvalgte medier. Vi har lavet og støtte lokale formidlingsmaterialer herunder skilte og foldere til småøerne. Vi har støttet guidede ture for lokale og turister. Vi vil udgive 7 foldere over Øhavsstien. Hertil kommer planer om to guidebøger til henholdsvis vandrere og havkajaksejlere. Desuden har vi i tæt samarbejde med turistforeningerne taget initiativ til og økonomisk støttet den nu årlige begivenhed "Øhavets dag". I tråd med projektets grundtanke er dette nu overtaget og godt forankret i lokale foreninger og organisationer. Det 4-årige projekt har haft en samlet økonomi på knap 16 mio. kr. Kommunerne har betalt 1/3 mens Fyn Amt og EU har delt resten. Mål-2 projektets aktiviteter vil fortsætte lidt ind i 2007. |